af Michael Nyvang
Genren findes ikke, eller den findes kun i vores hoveder, og den er en forblændelse der hindrer en fri udvikling af kunsten.
I forlængelse af mine tidligere overvejelser andetsteds om at kunst er personlig (person-lig), at den er forankret i et personligt eksistentielt valg, og at denne proces at vælge igangsætter en eksistentiel angst, en angst for ikke at blive elsket i verden (hvis man vælger forkert), en angst for at blive udslettet, hvis ikke den kunst man præsenterer er accepteret i samfundet et eller andet sted, står det i stigende grad klart for mig, at hele kunst og underholdningsverden er gennemsyret af en intens frygt for, at henvende sig til de forkerte med et eller andet som man selv nu finder interessant eller godt. Man er så bange for at træde ved siden af, at man søger først at sikre sig ved at præsentere en genre, en kategori, i forventning om at man ved at annoncere det på denne måde, får en gruppe i tale som vil acceptere den kunst man kommer med. Men dette er en alvorlig fejl. Det er en udtalt mistillid til dybden og diversititen i mennesket, at ikke have tillid til at det enkelte menneske til en hver tid kan vælge selv, og kan finde en genklang for en kunst i sig selv - uanset hvilken kategori man måtte synes den skulle præsenteres i. En kunst, der er skabt af et menneske eller en gruppe, udfra et fællesmenneskeligt livsvilkår i dag, vil tale om og behandle livsvilkår og forhold, som er fælles for os alle i et eller andet omfang, og kun den kunst der vitterligt er istand til at overvinde angsten for ikke at blive accepteret, og tør stå ved de inspirationer og valg som denne kunst er skabt med, uden at vælge en del af befolkningen fra med undskyldende genre prefix, vil være istand til frit at udvikle sig.
Det første spørgsmål man ofte får som komponist eller musiker, er hvilken slags musik er det du skriver?. Det rigtige svar på det spørgsmål vil altid være: min egen, du kan høre den her, og så give vedkommende en link til en hjemmeside eller en CD, eller en koncert invitation. I det øjeblik man siger f.eks. : det er xxx-musik , så fratager man folk muligheden for at opdage denne musik på egen hånd, man støtter konceptet genre, og dermed de fastlåste - og uproduktive - rammer som samfundet har indrettet for kunsten. Kunsten skal være fri, en personlig satsning, med tillid til at, det som du finder interessant, vil andre også kunne relatere til, jeg vil påstå - og udfordre til et modbevis - at det er umuligt at lave en kunst der aldrig vil finde genklang hos mindst ét andet menneske et eller andet sted i verden. Det er umuligt ikke at få et publikum f.eks., hvis man støt og roligt sender sit bud ud i verden
Konsekvensen af disse overvejelser er at det går op for mig, at alt er muligt. Intet er for sært og intet for smukt til at kunne bruges i en komposition. At kunsten at komponere ikke blot er begrænset til det man traditionelt opfatter som musik, at man kan komponere en clock-time kunst, der blot er afgrænset ved at den forløber i tid. At endvidere, når det er musik, kan det være en musik med brug af alt det der omgiver os, fra vores samtid. Slut med at tænke rytmisk eller klassisk, metal eller pæn pop, ny musik eller gammel musik. Det spiller ingen rolle, kunstens udtrykskraft hverken taber eller vinder ved at vælge en særlig ramme.
Derfor har jeg selv kastet mig ud i et arbejde på tværs af alle skel, en novellefilm er på vej, en popmusik - Mick Nye, en samling digte, lydkunst, også videre, hvadsomhelst jeg finder inspirerende, og jeg oplever en stor skepsis eller en forundring, når jeg afviser at placere mit arbejde i en særlig kategori. Jeg oplever hvor fasttømret det er i vores bevidsthed, at musik er af en særligs slags, og at koderne for denne slags skal følges og forståes, førend man kan tillade sig at præsentere sit arbejde for verden. Jeg oplever også i mig selv vanskligheden ved at stå ved det grænseløse, og opfinder således en ny genre til min pop musik Acid lounge music, ærger mig bagefter, men morer mig også over således at lege med dette diffuse begreb. Ikke mindst oplever jeg en modstand, hver gang man berører områder, som man ikke er etableret i, man møder en udtalt skepsis og advarende ord, bliver gelejdet ind i et etableret hierarki, og dette overbeviser mig mere end noget andet om at dette er en vigtig ting at forfølge.
Lad kunsten tale for sig selv, lad værket og kunstnerens egen stemme tale. Hav modet til at lade kunsten være fri og ubegrænset af genrer og den dermed følgende nepotisme, luk dørene op. Vov at tage chancen for at fejle, nyskabelsen vil altid starte famlende og fejlbehæftet.