af Michael Nyvang
Ved et af de mange inspirerende seminarer på det jyske musikkonservatorium under min studietid, faldt en bemærkning, som jeg stadigt husker. Jeg mener den kom fra Pelle Gudmundsen Holmgreen (Red. rettelse: det var Svend Nielsen, ikke Pelle), men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke kan huske det, ej heller i hvilken sammenhæng den kom, men den lyder noget i retning af sådan her: I populær musikken spiller de kun de gode steder, det er snyd, man skal have det andet med også, førend man kan svælge i højdepunktet (det var vist med henvisning til Tristan og Isolde). Men hvad er sådan noget som et godt sted ?
I en struktureret indgang til musikken, vil man altid beskæftige sig mest med alt det der kan beskrives forholdsvist konkret, mens det subjektive, eller følelsesmæssigt svævende, betragtes som en personlig sag, eller en selvfølgelighed forbundet med det nærmest religiøse begreb talent (noget man på mystisk vis enten har eller ej). Imidlertid så er det subjektive element i musikken det ubestrideligt vigtigste, man kan ikke finte sig ud af en uinspireret begyndelse uanset hvor mange teknikker man behersker.
At dette diffuse element spiller så stor en rolle, gør det besynderligt at der ikke ofres flere overvejelser på hvorledes man kan forholde sig til det. Musikken taler følelsernes sprog, men ikke desto mindre ser man meget sjældent komponister under en konference henkaste sig i selvudleverende pinlig affekt, der holdes på formerne, og sarkastisk humor er en mere ofte anvendt facon, en facon der understreger et behov for at distancere sig yderligere fra det følte eller affekterede. Dette er f.eks. ikke tilfældet indenfor skuespil, her er det som en naturlighed forbundet med en personlig udvikling, at gennemføre et studie eller en indstudering. Det er et konstant spil mellem: analysen / teknikken og at give slip på kontrollen og være rollen.
At komponere er at udøve en kunst, en musik. Det er en central fase i denne udøvelse, at kunne give slip på kontrollen, at give sig hen, at søge med hjertet, og først derpå gå på opdagelse i et antal mere eller mindre velykkede skitseringer. Skitseringer som rummer kimen til de føromtalte gode steder, der - vil jeg mene forsat holder stik - også er kimen til det symfoniske, såvel som den fantastiske sang, hittet eller ørehængeren.
I og med at jeg har sluppet forestillingen om den forpligtigende genre eller seriøsitet, så har jeg vundet en frihed til at anskue alle former for musikudøvelse med et åbent sind, og jeg kan derfor se et fælles element i musikken på tværs af alle områder, lande og tider. Et element som er forankret i den helt fundamentale livsoplevelse og angst hos et menneske der udøver kunsten, det øjeblik hvor al forsigtighed kastes over bord, og man tror helt og fuldt på at ramme det som man er i det øjeblik. Summen af ens følelser / sorger / glæder / med og eller modgang / tidsånd eller hvad man nu skal kalde det, og finder modet til at blot lade det blive til helt uden kontrol. Således at med dette udgangspunkt, nu derpå med en teknisk kunnen, at være istand til at udfolde det spontant tilblevne i tid (at komponere det med andre ord).
Et valg er ikke noget man har, et valg er noget man ér, og således er også en musik noget man ér, noget som er så tæt forbundet med en selv, at man må acceptere at i udøvelsen vil og skal man udlevere sit selv fuldstændigt. Det symfoniske er ikke en tidsbundet musikalsk form eller en satsteknik, det symfoniske handler om at der findes et stort og dybt åndedrag inde i musikken, som skal findes, og først derpå udvikles. De store symfonier er ikke skrevet med teknikker, de er først og fremst et åndeligt eller følelsesmæssigt anliggende. Det er ikke et forhold som har ændret sig, men det er en udfordring som er så skræmmende, at man ser mange krumspring udført for at undgå at stå ansigt til ansigt med den. Herunder ikke mindst, anvendelsen af en slags naturvidenskabelig materiale tænkning først og fremest. I og med at man kan støtte sine valg til en konstruktiv indgang, så redder man sig selv fra at skulle stå til ansvar for om ens valg (af toner eller lyde f.eks.) er gode, strukturen siger kort og godt at de er rigtige, dette beskytter, men derved tabes kampen også, deri at man ikke har kæmpet, at man ikke har vist sig.
Når en sang eller vending er så god, at folk siger om den at jeg er helt afhængig af den og den musik, den rammer bare lige mit mood!, og de blot må høre den igen og igen, så bliver musikken nærmest til et narkotikum, som pushes af musikdealere, der kan tage ublu priser for deres stof, fordi folk skal have deres fix, og de kan ikke få netop dét specifikke fix, uden at gå til netop den musik, en anden og lidt tilsvarende er slet ikke nok. Det er talent eller det gode sted eksemplificeret, det bliver netop til i det øjeblik, hvor man giver sig selv helt hen i det, man bliver ved med at udøve skabelsen med hjertet, indtil det er godt, og så, ja så bliver man ved og ved indtil det er tusind gange bedre, så godt at man kan blive i den musik, høre den igen og igen, ikke slippe den, og vitterligt som i en romantisk kliché, hverken spiser eller sover, fordi man er på musikalsk opium. Der hvor det så bliver til symfonier, er der hvor man kan distancere sig fra denne rus, og få det til at vare, at kunne resonere og forholde sig analytisk til det, og udvikle det. Blot tager man ikke den første fase alvorligt, så har man ikke noget at udvikle i den anden, og musikken kan defor ikke længere forføre.
At mestre det, er således at mestre begge facetter, to face it. Det er ualmindeligt tricky, i og med at musikpusheren har nok i det hurtige fix, og vil se det symfoniske som en unødvendig elaborering, et spild af tid, han så hellere komponisten æde sig selv op ved gentagne hurtige fix, mens komponisten, der ikke finder modet til at lade sig rive med, vil skrive den ene unødvendige demonstration af teknisk kunnen efter den anden.
Hvert øjeblik man griber sig selv i at lave noget for at imponere med sin kunnen, så skal man straks stoppe. Det er i kunst en semantisk fejl.