af Michael Nyvang
Hvor tit gentager du dig selv? Hvor ofte blot med en lille variation ?
Efter en statistisik helt ukvalificeret observation, vil jeg påstå at mere end 95% af al den musik vi omgives af består af gentagelser af kortere eller længere stumper. Det gælder sådan set det hele, men nogle steder er det mere iørefaldende end andre.
Det forekommer så ofte, at når man først begynder at hæfte sig ved det, finder man det hele tiden, i alle former for musik, og derpå i alt muligt andet også, for den sags skyld. Langt størstedelen af den musik vi udsættes for er bygget op af små motiv stumper, der komplementerer hinanden på en ofte påfaldende (og dermed ikke nødvendigvis dårlig) enkel måde.
Det er den mest fundamentale, og enkle, måde at lave musik på, og idag måske den mest udbredte. Har man først fået fat i den teknik, kan man lave uanede mængder af musik, med et meget overskueligt arsenal af små vendinger og enkle rytmiske mønstre. (Behøver jeg at sige DJ'ing?)
Jeg spekulerer over hvorfor at gentagelsen spiller så stor en rolle. For der må jo være noget ved den, som er særligt appellerende, ellers ville den teknik vel ikke være så populær? Eller sagt med andre ord, gentagelsen har åbenbart en slags narkotisk effekt på os, vi søger den; vi lader os nedsænke i den, med behag (eller måske af og til uvilje, men her en uvilje mod at lade sig rive med af en slags rustilstand), og jeg hæfter mig ved at ligesåvel som at gentagelsen har en force, så rummer den også en begrænsing: det bliver kedeligt i det lange løb, vil man fortælle lange historier, får man et problem. Et andet, og mere pragmatisk, perspektiv, er det, til alle tider, eksisterende krav til produktionstempo. En musik som skrives uden at genbruge vendinger, men altid udvikler variationer og raffinementer, tager væsentligt længere tid at producere, ikke fordi det musikalsk er sværere, men fordi dette at vælge nye detaljer, evaluere deres kvalitet, og nedfælde/fastholde dem i sammenhæng med en helhed, er tidskrævende og anstrengende.
Den gode vending. Grundlaget for al musik, i og med at såvel god som vending er relativt til komponisten, så holder det for alle komponister (det gælder vitterligt alle, fra James Brown til Stockhausen, James kaldte det blot et rif, Karl-Heinz en formel, og sidstnævnte brugte nok også lidt mere energi på at udvikle den, og førstnævnte lidt mere tid på at spille den igen og igen). Kombineret med gentagelsen, er formlen for den velfungerende musik så enkel som: den gode vending, der kan tåle at blive spillet mere end en gang (jo bedre vendingen er, jo flere gange kan vi klare at lægge øre til den, førend vi ikke gider den mere) og gentagelsen. Her finder vi så problemet: hvordan udvikler man musikken, uden at ødelægge den gode vending, og uden at springe i ryk fra en kombination af mønstre til en anden, eller en variant af samme ? Det problem er for mig at se en af de største strukturelle udfordringer i musikkens udvikling især når en komponist går hen og finder på en ny facon at lave musik på, fordi det er så fundamentalt, og vi ser derfor også mange forskellige indgangsvinkler til denne problematik i alle tiders musik.
En ikke-repetitiv musik findes nærmest ikke, alene af den grund at perceptionen i mange tilfælde af sig selv vil finde genkommende mønstre i det kaotiske eller ikke-repetitive, og hvis man ser den nærmere efter i sømmene, så finder man at det enten drejer sig om at bevise en pointe, at skabe en tekstur, hvor den gode vending bliver ensbetydende med den gode lyd (Ligeti i 60'erne eller Murail f.eks.), eller at ophøje den gode vending til hele stykket, og altså kun spille den én gang (Webern f.eks.).
Nogle af de få eksempler på en ikke-repetitiv musik jeg umiddelbart kan komme på, er værker som f.eks. Schønbergs Erwartung, og det er, som i dette eksempel, ofte en musik, som knytter sig til et tekst forlæg. Teksten giver her en forankring af musikkens form, og giver således komponisten mulighed for at arbejde mere illustrativt, at være fritaget fra at skabe en dramaturgi i musikken selv. Men selv i disse tilfælde, sniger gentagelsen sig ind i form af genkomster. Motiver kommer igen, i fragmenter, melodiske vendinger dukker op igen, teksturer gentages (intens, afspænding, opbygning, påny intens, osv.).
Der er imiderlertid også en forskel på tidligere tiders musik's brug af gentagelsen, og det vi finder i dag. Ikke mindst har den digitale teknologi betydet at det repetitive kan være eksakte kopier, og ikke blot genkomster af tilsvarende, men ikke helt ens, gestalter. Den eksakte digitale kopi, har en besynderlig effekt på sindet, den virker hypnotisk, lammende, og på den måde egentlig lidt ubehagligt påtrængende. Den tvinger hjernen ind i et klaustrofobisk pattern, som minder om den mentale tilstand, som hjernen søger tilflugt i, når vi udsættes for traumatiske påvirkninger (måske heraf den narkotiske effekt, idet trauma, også udløser endorfiner, kroppens naturlige svar på opiater).
Dette at den digitale teknologi giver os muligheder for at beskrive musikken så præcist, gør det overordenligt interessant, at vide noget om, hvorledes en musik, som har den gode vending og gentagelsens force, kan udvikles, uden at den egentlig blot mekanisk gentager sig selv. Fordi, hvor den musik der bruger gentagelsen i den mindre hårdkogte variant: genkomsten, er til at fordøje, så er den halsløse mekaniske repetition noget hård kost i det lange løb. Jeg vil helt uden videre postulere, at den der vil skrive et tidsløst hit, skal mestre den hårfine balance mellem at tage den en gang for meget, og lige tilpas. En gang for meget, og folk spiller sangen 50% mindre, ren spekulation, men det kunne være sjovt at undersøge.
Det forhold at gentagelsen spiller en stor rolle i musikken, gør det særligt interessant at se på komponister som har haft som særligt projekt at skabe en musik, der udvikler sig organisk, en musik, der kan fastholde perceptionens behag i det genkendelige, men samtidigt er i stand til at besejre den repetitive musik's store begrænsning: at den må udvikle sig i ryk, springe fra en sektion til den næste.
Den største revolution eller perceptionsmæssige landvinding i nyere tid, er derfor en musik som strukturelt er i stand til at skabe en gradvis udvikling, en musik som har gentagelsens tilsyneladende karakter, men ikke desto mindre umærkligt og subtilt forandrer sig og vokser, vel at mærke uden at miste den gode vending eller sin perceptionsmæssige identitet. Det er sværere end det udmiddelbart lyder, idet at det er næsten umuligt at udvikle en musik uden at lade den forandre sig i ryk, en musik som ikke springer fra et sæt af sammenspillende mønstre til et nyt, eller som tilføjer en modulation, men fastholder en rytmisk identitet. Det er den udvikling vi finder antydet hos Holmboe, og med afsæt i Sibelius fuldt udviklet hos Nørgård. Det er mere usædvanligt end som så, fordi vi finder ikke ret mange andre steder i verden denne problemstilling behandlet og forstået så udførligt (man kan måske tage Wagner, men musikken er her fortsat forholdsvis sektions inddelt). Hos en komponist som f.eks. Steve Reich finder vi en anden side af samme problemstilling behandlet, men her er det ikke mundet ud i en teknik, der kan undgå det pludselige spring fra en tekstur til en anden. Her finder vi gentagelsen gjort til ritual, til trance, og det forekommer mig at en ikke ringe del af Ligeti's sene værker bearbejder samme tema, men igen ofte strandende i en statisk mekanik.
Der hvor Nørgård skiller sig ud, er i hans titaniske arbejde med at sammenbygge en udvikling i det rytmiske lag - metrum / tempo / puls - med en tilsvarende logik i det melodiske og harmoniske. Han bliver via det arbejde i stand til at fastholde en tematisk kerne, samtidigt med at han skruer op og ned for andre parametre kontinuerligt, og dette uden at musikkens perceptionsmæssige logik kompromiteres.
At forstå dette er f.eks. en gave til folk der vil skrive hit's på en ny måde, eller som har som ambition at revolutionere sangskrivning. Idet det teoretisk set, skulle være muligt med en sådan teknik, at lave sange der fænger, og fastholder sin identitet, men ikke gentager sig selv en eneste gang.
Og så ville man have den fordel, at skille sig ud fra de 95%, som kæmper med at positionere sig et eller andet sted imellem mekanisk pulserende samples og ren noise. Det var måske værd at prøve en dag … hmm, tjo, men inden da, lad os gentage lidt mere, for der er noget andet der også skal forståes: addictive music, grundstoffet i såvel de store symfoniske værker, som i alverdens schlagere, hvad er det ?
Fortsættelse følger...